5 hurtige til Nicolaj Due, ny kommunikationsdirektør i TDC
I anledning af, at Nicolaj Due for nylig overtog kommunikationsdirektørposten i TDC, har vi stillet ham 5 hurtige spørgsmål om hans forventninger til det nye job.
Hvad er de største udfordringer, TDC står over for?
Vi befinder os i et marked, der stort set ikke vokser, og hvor priserne konstant er faldende. Det stiller enormt store krav til TDC og TDCs medarbejdere. Vi skal hele tiden blive mere effektive, men vi skal samtidig også bliver mere attraktive over for kunderne. Vi bliver mere effektive, når vi fx forenkler vores IT-systemer. Vi bliver mere attraktive, når vi lancerer nye produkter som vores musiktjeneste PLAY.
I pressemeddelelsen, som blev sendt ud i forbindelse med din udnævnelse, udtaler du, at TDC er midt i en forandringsproces. Hvad er det, I forandrer?
Vi forandrer TDC - kort og godt. Det handler om hele den måde TDC tænker og agerer på. Fra detaljen i indkøbsprocessen til designet af vores butikker. Det handler ikke om, at det var forkert, det vi gjorde tidligere. Det handler om, at kravene hele tiden ændrer sig. Derfor skal vi konstant genopfinde os selv for at være med. Og vi vil gerne være lidt foran - alt andet er uambitiøst, når man er TDC.
Du har været pressechef for TDC i to år. Hvordan kan du bruge det i dit nye job?
To år som pressechef har givet mig et fantastisk godt indblik i TDC, og jeg føler efterhånden, at jeg kender virksomheden på et niveau, som kan være med til at øge kvaliteten af de beslutninger, der skal tages. Omvendt forventer jeg også, at min indlæringsproces fortsætter i det nye job. Hvis hver arbejdsdag ikke gør mig lidt bedre, er der jo ikke nogen grund til at gå på arbejde!
Hvad glæder du dig mest til at komme i gang med som ny kommunikationsdirektør?
For mig er det ikke én ting. Det drejer sig om at understøtte hele den forandringsproces, vi er midt i, og sikre at kommunikationen omkring den bliver udført bedst muligt, hvad enten det er til kunden, medarbejderen eller pressen.
Hvad bliver de største udfordringer for dig personligt?
Det ved jeg sgu ikke helt. For mig er de største udfordringer dem, man ikke kan få øje på. De har det med at overrumple og lynhurtigt blive til problemer i stedet for udfordringer med en løsning i enden. Spørg mig igen om et år, så skal jeg komme med et bedre svar.
Se også
Nicolaj Due ny kommunikationsdirektør i TDC
5 hurtige til Ulf Lund, forhenværende kommunikationsdirektør i TDC og nuværende vicedirketør i YouSee
Alle 5 hurtige til...















