5 hurtige til Henrik Kjerrumgaard, ny pressechef hos Radikale Venstre
Du har været vidt omkring i din karriere, blandt andet har du arbejdet som journalist på Danmarks Radio, som redaktør på Politiken og Euroman og som redaktionschef på Dagbladet Dagen. Senest har du været kommunikations- og marketingchef i tekstilvirksomheden Kvadrat, og den 1. marts starter du som pressechef hos Radikale Venstre. Hvilke overvejelser ligger bag, at du nu er hos Radikale?
Det var med en delvis undren, jeg fulgte sidste valgkamp. For mig at se er de fleste partier gode til PR, mediehåndtering og spin, men mindre gode til strategisk kommunikation og marketing. Partierne er meget fokuserede på de traditionelle medier, som selvfølgelig spiller en vigtig rolle inden for politisk kommunikation, især når man er i opposition, hvor det kan det være svært at vise handling forstået som politiske resultater, og derfor bliver kommunikation ens vigtigste våben. Men jeg synes, man er for fokuseret på de traditionelle medier – aviser, tv og radio.
I det private erhvervsliv, hvor man ikke har samme adgang til medierne, har man arbejdet meget med alternative kanaler, arbejdet meget med at styrke synergien mellem sine forskellige platforme; mellem handling, værdier, kampagner, sin visuelle identitet, nettet, events, direct mail og de øvrige kanaler, man har til rådighed.
For mig ligger der derfor en stor lyst til at arbejde med nogle af de principper inden for politisk kommunikation. Samtidig er jobbet som pressechef hos Radikale Venstre en mulighed for at kombinere min samlede erfaring indenfor journalistik, kommunikation og markedsføring. Og ikke mindst en stor interesse for politik.
Hvad ser du som den største kommunikationsmæssige udfordring hos Radikale Venstre?
På helt kort sigt at være med til gøre Radikale Venstre mere synlige i det daglige mediebillede igen. Men den store udfordring er netop arbejdet med at skabe større gennemslagskraft, sætte partiets centrale dagsordner igennem ved at fokusere deres kommunikation og sikre mere konsistens og synergi mellem både nuværende og nye platforme.
Ved valget i november 2007 gik Radikale 8 mandater tilbage i forhold til valget i 2005. Ser du nogen kommunikationsmæssige forklaringer på, at det gik så galt?
Selvfølgelig er det aldrig godt at miste 8 mandater ved et valg. Men det er vigtigt i den sammenhæng at huske på, at Radikale Venstre kom fra et historisk højt niveau og en ekstrem vækst ved forrige valg, hvilket uagtet kommunikationsstrategi og alle de andre aspekter, der har betydning i en valgkamp, ville være svært at fastholde for et hvilket som helst parti. Men når det er sagt, synes jeg, at det var ærgerligt, at man lod sig presse i defensiven den sidste halvdel af valgkampen. VKO fik overtaget initiativet på udlændinge-, miljø- og skatteområdet. Netop her kom man under pres, fordi man gik ind på VKO’s dagsorden i stedet for at fastholde, at udlændingespørgsmålet handler om anstændighed og menneskesyn, at regeringens fokus på miljøet bunder i opportunisme fremfor en oprigtig interesse, og at Radikale Venstre står for en langt mere progressiv, fremadrettet og gennemtænkt skattepolitik end VKO. Og så var man nok for fokuseret på Ny Alliance og for lidt på SF.
I forbindelse med valget blev der talt meget om de nye, sociale mediers betydning for politikernes kommunikation med borgerne, og Radikale Venstre er ofte blevet fremhævet for deres online sociale netværk Radikale.net. Hvilken rolle tror du, at de nye medier vil spille i politisk kommunikation i fremtiden? Tror du, at antallet af venner på Facebook rykker noget i forhold til antallet af stemmer ved valget?
Indirekte. Sociale medier er netop en af de platforme, som vil komme til at fylde mere fremover, og her er Radikale Venstre langt fremme. Men der er stadig masser af muligheder. Ser man på den rolle nettet spiller i Barack Obamas kampagne, og kigger man igen på de mere progressive virksomheder, er der meget af lære. Nettet og de nye medier er, udover en platform for kommunikation, også en platform for dialog, inddragelse og mobilisering. At Radikale Venstre har skabt radikale.net er jo netop et udtryk for, at Radikale Venstre er et åbent og demokratisk parti. Et parti der lægger vægt på inddragelse og diskussion, hvilket igen harmonerer fint med, at Radikale Venstre også gerne ser en øget brug af folkeafstemninger. Så ja, nye medier kommer til at spille en mere fremtrædende rolle, men antallet af venner på Facebook er ikke det afgørende. Det afgørende er, hvordan man bruger nettet og dets uanede muligheder, og hvordan man får det til at spille sammen med sin øvrige indsats.
Hvilken betydning tror du, at krisen i Ny Alliance vil få for Radikale Venstre?
Forudsat at deres krise har en ende, så forhåbentlig færre historier om kriserne i Ny Alliance, og dermed mere plads til det politik egentlig handler om, og dermed også mere plads til Radikale Venstre.















