Motivering af vinderen af Kommunikationspris 2003 - Fagets og journalisternes pris
7. november 2003
Kommunikationsprisen 2003
Motivering af vinderen af Kommunikationspris 2003 - Fagets og journalisternes pris
Af direktør René la Cour Sell, Rådet for Større Færdselssikkerhed og formand for DKF
Blandt de mange meget kvalificerede kandidater er vinderen én, som jeg har rigtig meget respekt for, og som det derfor er en stor ære at kunne prise. Og i stedet for at begynde med motivationen og så lade jer gætte vil jeg gøre noget helt andet – nemlig at fremtage denne pose, hvor op af jeg tager en pakke vaskepulver og et par cowboybukser. Fælles for disse produkter er, at de har fået hjælp fra vores prismodtager. De indeholder nemlig alle insulin, når nej, det er jo ikke insulin, men enzymer der har hjulpet disse produkter til at blive det, de er, med så få uhensigtsmæssigheder som muligt og med størst mulig hensyntagen og hjælp til miljøet som muligt.
Vinderen af Kommunikationspris 2003 – Fagets og journalisternes pris er Novozymes.
Journalisterne giver Novozymes højeste karakterer. Som én udtrykker det: ’Novozymes har en god kommunikationsafdeling, som står på hovedet for journalisterne, bare endnu bedre end Novo Nordisk’.
Også Novozymes image i journalisternes vurdering får topkarakter. Det er her journalisterne vurderer troværdighed, redelighed og fremtoning. Fra at være en næsten ukendt forretningsenhed i et hjørne af Novo Nordisk er Novozymes nu en lysende stjerne på landkortet hos alle virksomhedens mange interessenter, og altså også hos journalisterne.
Om kommunikationsdirektør Anne-Marie Skov siger journalisterne: ’Har fået samlet tingene godt og har formået at samle hele stakeholder-problematikken. Hun respekterer, hjælper og står til rådighed for journalisterne, og er god til at kommunikere sine budskaber ud i en god og åben dialog’.
Kollegerne i de andre store virksomheder er ganske enige med journalisterne i deres vurdering af Novozymes og af Anne-Maries indsats. Kollegaerne siger om Anne-Marie, at hun har stor faglig viden og er uhyre stærk internt som en vigtig del af Novozymes direktion, hvorved kommunikation tænkes med ind, effektivt, helt fra starten og helt fra toppen
Og her vil jeg slutte mig til koret:
Kære Anne-Marie, du og Novozymes er så fortjent en vinder, som man kan blive. Du tænker kommunikation, som man skal, bør og kan. Gennemført, i helheder og uhyre professionelt. Det lange seje træk ud af Novo Nordisk skygge kunne mange have forventet ville falde ud til en hybrid eller juniorudgave af det tidligere, men sådan er det ikke gået.
Novozymes er kommet på landkortet på en måde, der bestemt ikke lader det gamle Novo Nordisk noget tilbage. Selvom nogle af os endnu ikke har forstået, at I ikke har noget med insulin at gøre, så har de, I har brug for, fattet, hvad det er, I kan, vil og gør. Kernemålgrupperne har præcis forstået jeres budskaber. Det er det, der viser jeres professionelle og systematiske arbejde.
Din chef, adm direktør Steen Riisgaard i Novozymes begik på alle måder en genistreg, da han som en af sine første handlinger stjal dig med til Novozymes og samtidig gav dig plads i direktionen. Jeg har den dybeste respekt for dig
Anne-Marie – Tillykke!














