Kommunikationsprisen 2003 -pressemeddelelse

7. november 2003

Kommunikationsprisen 2003
Pressemeddelelse

Klausuleret til offentliggørelse 7. november kl. 19.30                                                           

 

Kommunikationspriser til SAS og Novozymes
I opløb med syv af landets største og mest betydningsfulde virksomheder blev det SAS, som løb af med sejren, da Dansk Kommunikationsforening (DKF) for fjerde år i træk og i samarbejde med Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin uddelte Kommunikationsprisen 2003 ved DKFs priskon­ference hos SONOFON fredag den 7. november. Novozymes løb med Kommunikationspris 2003 - Fagets og journalisternes pris. Og der var rosende omtale til opløbets øvrige deltagere Københavns Politi, Københavns Lufthavne, Novo Nordisk, Danfoss, Grundfos, Coloplast.

 

I sin præsentation af opløbet understregede professor Roy Langer, Roskilde Universitetscenter, at ’når der var hele otte virksomheder i opløbet lige til den vanskelige, endelige afgørelse, så indikerer det vist, at vi er vidne til, at kommunikationen i stigende grad og som helhed professionaliseres, og at der rent faktisk findes en række virksomheder, der gør et særdeles kvalificeret og prisværdigt stykke kommunikationsarbejde’. I den forbindelse fandt Roy Langer det tankevækkende, ’at de fleste af disse virksomheder også har været med i opløbet i tidligere priskomiteers diskussioner i forgangne år. Dette vidner om, at en stabil, langsigtet og kontinuerlig indsats på kommunikationsområdet betaler sig. Den skaber goodwill og bidrager til et positivt image og omdømme.’

 

SAS: Høj kvalitet, også under særdeles vanskelige vilkår
SAS får Kommunikationsprisen 2003 for kommunikation af høj kvalitet, også  under særligt vanskelige vilkår. I sin motivering af prisvinderen sagde professor Roy Langer blandt andet:

- SAS har gjort sig fortjent til årets kommunikationspris, fordi virksomhedens kommunikation er af høj kvalitet også under særdeles vanskelige vilkår. Den er åben, hurtig, troværdig, klar, effektiv og afspejler kommunikationsafdelingens indsigt i virksomhedens forhold, samt retten til at udtale sig på virksomhedens vegne. Dette er alt sammen centrale kvaliteter, som mange journalister efterlyser fra erhvervslivets kommunikatører. SAS' kommunikationsafdeling har opnået at bevare og at styrke et overordnet positivt image af virksomheden, i - på trods af - vanskelige tider. SAS’ kommunikation dokumenterer yderligere, at virksomheden behersker forhandlingsspillets regler; og at den derudover er i stand til at levere hurtig og effektiv krisekommunikation.

 

- Valget af SAS kan måske overraske, fordi koncernen ikke udelukkende har fået positiv medieomtale i løbet af de sidste par år. Valget af SAS kan måske også overraske, hvis man nu primært husker på håndteringen af kartelsagen for godt et par år siden. Endelig kan valget måske overraske, hvis man først og fremmest fokuserer på en uheldig svipser med kedelige konsekvenser grundet en menneskelig fejl, som vi oplevede det for et par uger siden.

 

Priskomiteen ønskede imidlertid ikke at fokusere på enkeltsager. Vi valgte derimod at se på virksomhedens samlede kommunikationsaktiviteter på baggrund af virksomhedens handlemuligheder i forhold til konteksten og et flertal af forskellige kommunikationssituationer.

 

- SAS' kontekst og kommunikationssituation er karakteriseres ved, at virksomheden må forholde sig til store strategiske og kommunikative udfordringer i disse år.

 

SAS er kåret som vinder af en priskomité sammensat af personer, der repræsenterer både virk­som­he­derne/ organisationerne, forskningsverdenen, medierne og konsulenterne. Alle profiler med en stærk kommunikationskompetence. Priskomiteen består af Professor Roy Langer, Roskilde Universitets­center, adm. direktør Thomas Blach, Burson-Marsteller, direktør Poul Scheuer, Dansk Industri, erhvervsredaktør Claus Skovhus, Politiken, kommunikationschef, underdirektør og vinder af Kommunikationsprisen 2002, Anna Vinding, DSB, Mikael Lindholm, tidl. chefredaktør på Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin, samt direktør René la Cour Sell, Rådet for Større Færdselssikkerhed og formand for Dansk Kommunikationsforening

 

Novozymes: Gennemført, i helheder og uhyre professionelt
Novozymes får Kommunikationspris 2003 - Fagets og journalisternes pris for sit professionelle og systematiske arbejde med at sætte Novozymes på landkortet. I sin motivering af prisvinderen understregede direktør René la Cour Sell, Rådet for Større Færdselssikkerhed og formand for DKF blandt andet, at Novozymes og kommunikationsdirektør Anne-Marie Skov er så fortjent en vinder, som man kan blive.

 

- Du tænker kommunikation, som man skal, bør og kan. Gennemført, i helheder og uhyre professionelt. Det lange seje træk ud af Novo Nordisk skygge kunne mange have forventet ville falde ud til en hybrid eller juniorudgave af det tidligere, men sådan er det ikke gået. Novozymes er kommet på landkortet på en måde, der bestemt ikke lader det gamle Novo Nordisk noget tilbage. Kernemålgrupperne har præcist forstået jeres budskaber. Det er det, der viser jeres professionelle og systematiske arbejde.

 

- Journalisterne giver Novozymes højeste karakterer. Som én udtrykker det: ’Novozymes har en god kommunikationsafdeling, som står på hovedet for journalisterne, bare endnu bedre end Novo Nordisk’. Også Novozymes image i journalisternes vurdering får topkarakter. Det er her journalisterne vurderer troværdighed, redelighed og fremtoning.

 

- Om kommunikationsdirektør Anne-Marie Skov siger journalisterne, at hun ’respekterer, hjælper og står til rådighed for journalisterne, er god til at kommunikere sine budskaber ud i en god og åben dialog’. Kollegerne i kommunikationsbranchen siger om Anne-Marie Skov, at hun har stor faglig viden og er uhyre stærk internt som en vigtig del af Novozymes direktion, hvorved kommunikation tænkes med ind, effektivt, helt fra starten og helt fra toppen.

 

Novozymes er kåret som vinder i en interviewundersøgelse gennemført blandt repræsentanter for erhvervsjournalisterne og kommunikationsfaget af Aalund Business Research i samarbejde med Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin og Dansk Kommunikationsforening.

 

Priserne er sponseret af
SONOFON, JKL, Aalund Business Research og Storyville Visual Communications

 

Fakta om Dansk Kommunikationsforening og Kommunikationsprisen
Dansk Kommunikationsforening er en forening for alle, der arbejder professionelt med kommunikation og ønsker at udvikle sig selv og faget sammen med kolleger fra  private og offentlige virksomheder og organisationer. Med sine knap 2.000 medlemmer er Dansk Kommunikationsforening toneangivende i branchen. Dansk Kommunikationsforening uddeler én gang om året Kommunikationsprisen.

 

www.kommunikationsforening.dk kan du se prismotiveringerne i deres helhed. Har du spørgsmål til Kommunikationsprisen, kan du ringe til formand for Dansk Kommunikationsforening, René la Cour Sell på tlf. 4058 2200.