Gennem en årrække har vi på Skelhøjeskolen meget bevidst forsøgt at hæve kommunikationsniveauet både internt og eksternt ud fra den grundlæggende antagelse, at viden og dialog fremmer forståelse og samarbejde.
Relevans er et nøgleord
Vi lagde ud med at udarbejde en velkomstmappe, som vel efterhånden er rekvireret af op mod 50 andre folkeskoler efter mund til mundmetoden. Velkomstmappen, der trykkes på skolen, indeholder altid ajourført materiale, såsom pjecer, principper, krav og forventninger samt personalefotos og præsentation af den siddende skolebestyrelse.
Oplysninger altid ved hånden - aktuelt og vedkommende
Dertil kommer en velbesøgt hjemmeside fyldt med relevant oplysning for forældre og andre interesserede. P.t. er der omkring 100 besøg på siden om ugen, og telefonforespørgsler fra forældrekredsen med anmodning om at få oplyst dit eller dat er faldet væsentligt med forældrenes brug af hjemmesideoplysningerne. Hjemmesiden høster stigende opmærksomhed, rosende omtale og meget anerkendende bemærkninger.
Den røde tråd fra institution til institution
Den første forældrekontakt, der normalt finder sted ved indskrivningen, hvor dialogen starter, følges op af en præsentation af skolen, dens kultur og samarbejde med de "afleverende" børneinstitutioner, som inden sommerferien kommer på besøg en 4 -5 gange med de kommende elever, som på den måde bliver trygge ved deres nye skole.
Planer som grundlag for dialog
Gennem skolens virksomhedsplan, klassernes årsplan, skolens ugentlige nyhedsbreve, diskussionsoplæggene "Klar besked" og de ugentlige meddelelser til hjemmene er der skabt en fin mulighed for en god dialog med såvel forvaltning og det politiske udvalg som med forældrekredsen og den enkelte klasse med klasseforældreråd, hvori skolebestyrelsen har fordelt repræsentationen mellem sine forældrevalgte repræsentanter.
Hærværkskonto - også en slags kommunikation
Vi er glade for vores skole og sætter pris på at passe ordentligt på den! Ved skoleårets begyndelse indsættes 10.000 kr. på en konto til elevrådet. Sker der ingen ødelæggelser, tilfalder hele beløbet elevrådet, når skoleåret er afsluttet. Årets ødelæggelser nedskriver kontoen løbende.
Gæster på skolen spørger af og til, hvor gammel skolen er og forbavses over, at de synes den virker meget yngre, end den er. Enkelte har også udtrykt forargelse over, at vi "køber" eleverne til at passe på skolen. Men i virkeligheden giver vi de mange elever, som gerne vil passe på tingene, et fint argument for at gribe ind og argumentere for, at hærværksfolket får lavstatus. I hvert fald er det en kendsgerning, at beløbene til den slags vedligeholdelse er faldet meget væsentligt, siden vi for snart mange år siden indførte ordningen. Sidegevinsten er desuden, at elevrådet har anvendt den udbetalte bonus til mange miljøforbedringer på skolen.
Skole/erhverv
Skolevejleder og ungdomsvejleder er skolens ressourcepersoner, når det gælder forbindelsen mellem skole og erhvervslivet/uddannelsesinstitutionerne.
Elever skal lære, hvordan det er uden for folkeskolens beskyttede verden. Derfor arrangeres erhvervsuger, jobsøgningskurser, jobsøgning til rigtige personalechefer med efterfølgende ægte ansættelsessamtaler. Disse samtaler evalueres bagefter af vejleder og virksomhed. Der er løbende besøg i erhvervsvirksomheder eller besøg af gæstelærere fra erhvervslivet, som inviteres ind på skolen.
En væsentlig del i kommunikationen mellem skole og virksomhed er erhvervspraktikken, der følges op af klasselærerens besøg på den involverede virksomhed. Derudover er der hvert år dialog mellem områdets uddannelsessteder via præsentationsdage, åbent husarrangementer, kuffertmøder, brobygning m.m. Mange klasser har en "forældrebank". Bankens informationer fører ofte til yngre elevers besøg på arbejdspladser. Disse besøg er mange gange en god appetitvækker til arbejdet med uddannelsesbøger/planer, der har klasselærer, vejleder, elever og forældre som aktive aktører. Der er ingen tvivl om, at dette arbejde har en stor del af æren for, at kommunikationen mellem skolen og det omgivende samfund er blevet styrket betydeligt.
Godkendt praktikvært for uddannelsen Digital Media
Det Faglige Udvalg for Digital Media har godkendt skolen på lige fod med private virksomheder som praktiksted for de nye multimedieuddannelser, som er henlagt til tekniske skoler.
Skole-kirke-samarbejde
Formålet er via en synliggørelse og profilering af kirke og kristendom i skolens nærmiljø at styrke og udbygge det lokale samarbejde mellem skolen og kirken og anspore til øget samtale og gensidig udnyttelse af de to institutioners ressourcer, såvel arbejds- og idémæssige som økonomiske. På den baggrund udvikles undervisningsprojekter og andre tiltag til skolerne i området, herunder lokale samarbejdsprojekter eller undervisningsideer til enkeltklasser, temadage for lærere og præster og evt. andre faggrupper i lokalområdet. Der er etableret materialesamling med undervisnings- og inspirationsmaterialer + konsulentbistand inden for kristendomsområdet og udarbejdet idékatalog med undervisningsideer til faget kristendomskundskab, der inddrager den lokale kirke.
Kommunikation og dialog er i konstant udvikling
Egentlig har jeg det lidt med kvalitet i skolen som med kvalitet i en kunstudstilling. Min bedømmelse beror i høj grad på indtrykket af de enkelte elementer, og hvis mange enkeltelementer falder i min smag, så vil jeg uden tvivl betegne udstillingen som god, men der kan jo også være et enkelt billede, som i den grad løfter udstillingen, at der er plads til mindre gode elementer, uden at det går voldsomt ud over mit kvalitetsindtryk. Til gengæld har jeg ofte oplevet at være uenig med andre beskuere i min kvalitetsbedømmelse. Og hvorfor mon? Det skulle vel aldrig være fordi forventningerne er yderst forskellige, og at vi i kravene til kunstkvalitet ikke har de samme kriterier? Mange sind er gennem tiderne kommet i kog af den grund. Derfor er det af stor betydning at holde sig for øje, at kommunikation ikke kun er oplysning, men at dialogen er nok så væsentlig, dog vanskeligere at beskrive. Processen er vigtigere end produktet!
Det, der er værd at gøre, er værd at gøre godt
På samme vis er jeg af den opfattelse, at det er enkeltelementer i skolen, der danner udgangspunkt for både mit og andres indtryk af kvaliteten i skolen. Og øvelsen går i høj grad ud på at få etableret et forventningsgrundlag, ud fra hvilket bedømmelsen kan foretages og diskussionen fortsættes med henblik på at gøre (endog) en god skole bedre under devisen: "Hvis du mener noget er værd at gøre, så er det også værd at gøre det godt".
Skoleinspektør Jørgen Ørgård, Skelhøjeskolen
Hele ansøgningen med den summariske oversigt over kommunikationsprocesser kan ses som pdf fil på adressen: http://www.skelhoejeskolen.ebeltoft.dk/Kommunikation/index.htm
Filen kan kun læses med programmet Adope Acrobat, som frit kan hentes på: http://www.adobe.com/products/acrobat/products.html