Krise = mulighed
30. april 2007
Krise = mulighed
160 deltog på konferencen i Århus d. 18. april og hørte professor Robert L. Heath, University of Houston, lektor, ph.d. Winnie Johansen og profesor Finn Frandsen, Aarhus School of Business, samt Arlas kommunikationschef Astrid Gade Nielsen tale om krisehåndtering
Vær en del af issuet
Robert L. Heath slog fast, at vi stadig ikke skal bilde os ind, at hvis vi ser den anden vej, så forsvinder krisen af sig selv. Effektiv issues management er nu engang at være en del af issuet og kommunikere om det, så man kan være en del af den retning issuet tager. Og endnu et godt råd: Hvis issuet bliver til en krise så fortæl, hvad du gjorde for at undgå, at det skulle udvikle sig til en krise, så du får fortalt, at du var opmærksom på issuet og arbejdede for at forhindre, at det skulle udvikle sig til en krise.
Sætter kommunikationstanker i gang
Fra Johansen og Frandsen bed jeg fast i endnu en pointe værd at videregive om, at se kriser som en proces, der ikke helt er delt op i før under og efter, men som løbende størrelser, som det også kan være ufatteligt svært at bestemme afslutningen på, da de jo som bekendt kan blusse op igen. De to har leveret et omfattende teoretisk arbejde, der ser på kriser, issues, PR teori, retorik og meget mere, som ikke kan andet, end at sætte tanker i gang om den måde, vi arbejder med ikke kun krisekommunikation på.
Hvis vi betragter kriser som udvikling og læring for vores organisation, kan vi behandle krisen som en mulighed frem for en trussel. Nuvel, det kan aldrig være sjovt at stå midt i en orkan, men krisen kan faktisk være det springbræt, der er brug for til at dokumentere behovet for at ændre praksis på en række områder og komme ud af den situation, virksomheden står i. Dette kan lade sig gøre, hvis man er villig til at lære af krisen, fastslog Winnie Johansen og Finn Frandsen.
Arla har lært af deres krise. Arla var før Muhammedkrisen en global virksomhed. I dag er de en dansk virksomhed, der eksporterer til udlandet. Arla blev bevidst om deres identitet og den kultur, de kommunikerer ud fra – og er en del af - i forhold til deres omverden, bl.a. mellemøsten. Samtidig viste Arlas eksempel, at det i sådan en omfattende krise er umuligt på forhånd at analysere og beregne sig frem til alle tænkelige træk, krisen vil omfatte. At kvindeorganisationer kritiserede Arlas stillingtagen, var ikke noget, man på nogen måde havde forestillet sig kunne dukke op i spillet.
Annette Bjerre Ryhede














