De første 100 dage med TV2 NEWS

4. april 2007



At være på 24 timer i døgnet
Er man interesseret i at følge udviklingen med TV2 NEWS, så var DKFs gå-hjem-møde den 12. marts hos Bysted det rigtige sted at være. På dagsordenen var nemlig en evaluering af de første 100 dage med TV2 NEWS.

 

TV2s direktør Per Mikael Jensen lagde ud med at udtrykke sin tilfredshed med kana­len. - TV2 NEWS har fungeret bedre end noget andet, jeg kunne have tænkt mig, fordi TV2 NEWS har givet et langt mere kontant og konstant tryk på nyhedsdæk­nin­gen i Danmark, som er tæt på uden sidestykke.

 

Kanalen har været godt hjulpet på vej af et snevejr og rydningen af Ungdomshuset, der satte seertallene i vejret. Rekorden er 817.000 unikke seere på en dag, mens 350.000 danskere i gennemsnit er på kanalen hver dag. Men det er ikke kun seertallene, der er succeskriterium.     

Ny­heder­ne skal også måles på kvaliteten, understregede Per Mikael Jensen. Ambi­tionen er at være god til hurtige up-dates og en kanal, man går til og fra. Derudover skal TV2 NEWS være kanalen, man tæn­­­der for, når der sker noget stort og skal levere mindst 4 ud af de 6-8 histo­rier, der huskes, når vi ser tilbage på ’året, der gik’.

 

Direktør Mikkel Hertz, TV2 NEWS, fortalte, at det er en stor udfordring at være på 24 timer i døgnet. Arbejdsrytmen er mere hek­tisk, da man ikke arbejder hen mod en kl. 19 udsendelse, men hele tiden skal ha­ve nyhederne ud med det samme. Journa­listernes manglen­de erfaring, udfor­dringen med at udfylde sendetiden og ar­bejdet med at få en klar definition af Brea­king News på plads ser Mikkel Hertz som na­tur­­lige opstartvan­skeligheder for kana­len med blot 6 måneder til at komme i luften.

 

Gejst og selvtillid

Tidligere nyhedschef på DR, Lisbeth Knudsen, og pressechef Rolf Ejlertsen, DI, havde til opgave at vurdere kanalen.

 

Lisbeth Knudsen pointerede, at kanalen bør vurderes på evnen til at udvise gejst og selvtillid og på at udvikle historier og holde dem gående. Overordnet var der ros til kanalen, der, siden den gik i luften, allerede har forbedret sig – bl.a. ved at begrænse live-indslag og satse på ind­landsstof. Og der var ros til prioriteringen af både nyhedsudsendelser og magasin­pro­­grammer i løbet af dagen. Men hvorfor nyklipper I ikke indslagene i løbet af da­gen, så folk får fornemmelsen af, at der er sket udvikling i sagen? Der er for man­ge vejrudsigter, og det er svært at finde ud af, hvornår I sender magasinprogrammer­ne. Pas på ikke at udvande Nyhederne på TV2, og få den gejst tilbage hos værterne, som de havde i starten, lød nogle af kom­mentarerne fra Lisbeth Knudsen.

 

Rolf Ejlertsen havde lavet en rundspørge blandt kommunikationschefer, der viste, at 60% kan se kanalen hjemme og 40% på arbejdet. Og seerne er trofaste, idet 40% ser kanalen hver/hver anden dag. Ifølge Rolf Ejlertsen har TV2 NEWS en stor målgruppe til erhvervsstof, og bør derfor satse mere hårdt på det. De fleste dan­ske­re har pensionsopsparing eller inve­sterer på anden måde deres penge, og derfor er der masser af potentiale i at ud­vikle historier fra erhvervslivet, der rela­terer til seernes hverdag. Og så bør der satses mere på den politiske vinkel end på forbrugervink­len. Rådene fra Rolf Ejlert­sen var blandt andet at styrke vi­dens­ni­veauet og undgå at både journalister og studieværter blot bliver mikro­fonholde­re. Sidst men ikke mindst bør TV2 NEWS være tilgængelig for flere.

 

Alt i alt var vurderingen, at kanalen stadig har noget at bevise, men har fat i noget af det, der kræves, når man gerne vil være danskernes foretrukne nyhedskanal.

 

Se Rolf Ejlertsens præsentation eller

download podcast fra mødet på www.kommunikationsforening.dk


Merete Kabel

merete@kommunikationsforening.dk