Hvordan ser fremtiden for kommunikationsmedarbejdere ud?

13. maj 2008

Hvordan ser fremtiden for kommunikationsmedarbejdere ud?

 

Af souschef Troels Vinding, Kolding Kommune

 

Kommunikationsrådgiver Margrethe Lyngs Mortensen baserede sit oplæg om tendenser for fremtiden på en undersøgelse fra Copenhagen Business School af professor Anne-Marie Søderberg fra 2001, hvor 25 kommunikationschefer blev spurgt om de mest efterspurgte kompetencer. Samt naturligvis på Margrethe Lyngs Mortensens egne erfaringer og iagttagelser gennem en lang karriere inden for faget og branchen.

 

Blandt de udviklingstendenser, som Margrethe Lyngs Mortensen pegede på, var, at vi går fra et modtagerperspektiv til en situation, hvor modtageren bliver medproducent, at vi går fra fokus på effektiv informationsoverførsel til i stedet at lægge vægt på handlinger, fortolkning og sense-making, og at vi går fra at skelne mellem intern og ekstern kommunikation til i stedet at interessere os for samspillet mellem de mange kommunikationspartnere.

 

Margrethe Lyngs Mortensen gav også bud på hvilke kompetencer, der kræves - eller i hvert fald ønskes - hos fremtidens kommunikationsmedarbejdere, og det endte med en lang liste over både personlige, kommunikative, kulturelle og sociologiske egenskaber og kundskaber. Kort sagt: Mere uddannelse.