Skriftlig beretning for 2002
Beretning for 2002
Dansk Kommunikationsforening
2002 har været et særdeles godt år for Dansk Kommunikationsforening. Igen i år har vi haft betydelig medlemsfremgang og sagt goddag til 481 nye og farvel til 121 gamle medlemmer. I dag er vi 1.753 medlemmer. 81% af vores medlemmer kommer fra Storkøbenhavn, 7% i øvrigt øst for Storebælt og 12% vest for Storebælt. Der kommer stadig flere kvinder i foreningen. 61% mod 57% i 2001.
Branchemæssigt er der ikke de store forskydninger bortset fra, at antallet af ledige stiger. For blot to år siden var under 1% af medlemmerne på orlov eller ledige. I 2001 var der 5% ledige, og i 2002 kom vi op på 8% ledige. Blandt andet derfor udbyder vi jobsøgningskursus et par gange om året, ligesom vores gå-hjem-møder er gratis for studerende og medlemmer, der er ledige eller på orlov. Og som noget nyt har vi tilbudt ledige at deltage på vores kurser til stærkt nedsatte priser, hvis der er plads.
2002 har været et konsolideringsår, hvor vi har fastholdt det høje aktivitetsniveau, og kerneydelserne og organiseringen af vores arbejde har fundet en effektiv og hensigtsmæssig form. Men træerne vokser, som det vil fremgå, fortsat ikke ind i himlen.
Indsatsområder i 2002
Profilering
I 2002 fik vi rimelig dækning i pressen af vores kommunikationspris, specielt ved samarbejdet med Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin. Et par kommentarer til konkrete sager og et par kronikker blev det også til. Endelig var foreningen i DR’s radioprogram Refleks med kommentarer til tidens kommunikationstendenser. Samlet set må vi dog som professionelle kommunikatører kunne gøre det bedre.
Mødeaktiviteter
I 2002 har vi udbudt 22 gå-hjem-møder, hvoraf vi måtte aflyse de to. Tre møder blev afholdt i Jylland. I 2001 blev der udbudt 25 gå-hjem-møder. Deltagerantallet har været stort, i alt var der 831 medlemmer til møderne. Vi har haft en god bredde i mødetilbudene. Den gennemsnitlige vurdering af møderne var 4,0 på en skala fra 1-5. Det er faktisk ganske, ganske flot, da mange også deltager for netværkets skyld, og deltagerne er meget mere spredte end på vores kurser, lige fra studerende, ledige over kommunikationsmedarbejdere til kommunikationschefer og rådgivere. I 2002 blev der etableret en kobling til Kommunikatøren, således at der udbydes møder i forlængelse af Kommunikatørens temaer.
Konferencer
I 2002 fik vi afholdt 2 konferencer mod 4 i 2001. 132 medlemmer deltog i konferencen i forbindelse med generalforsamlingen, hvor Statsministeren var på besøg. 109 medlemmer deltog i kommunikationspris-konferencen om Corporate Social Responsibility. I 2002 udbød vi også en lobbykonferenc, der dog blev udsat til 2003.
Egne Uddannelsesaktiviteter
I 2002 har vi udbudt 34 kurser øst for Storebælt og gennemført 22. I efteråret 2001 fik vi gennemført 11 kurser. I Jylland er der udbudt 10 kurser, men desværre kun gennemført 1. Alle kurserne var med et højt fagligt niveau og rigtigt gode kursusholdere. Vi er glade for, at så mange fra vores egen kreds vil bruge tid og kræfter på at tilrettelægge og gennemføre kurser og dele deres erfaringer og viden med fagfæller. Vi har haft 265 kursister, og de har været ganske godt tilfredse med udbyttet. Den gennemsnitlige vurdering har været 4,2 på en skala fra 1-5. Det er vores mål at styrke både dybde, bredde og kvalitet i udbuddet, idet vi via dialogen med medlemmerne søger at sikre, at vores tilbud matcher det, medlemmerne efterspørger.
Kompetencegivende uddannelser og efteruddannelse
I løbet af 2002 er der kommet endnu flere kommunikationsudddannelser, og også flere efteruddannelser på Masterniveau. DKF vil gerne sikre medlemmerne de bedste tilbud og vil derfor søge at få indflydelse på kvalitet og fagligt indhold på disse. Vi har indledt en systematisk afdækning af udbuddene med henblik på at etablere overblik, og afdække eventuelle udviklings- og påvirkningsmuligheder. Desuden er DKF repræsenteret i en række råd og nævn bag uddannelserne.
Kommunikatøren
Kommunikatøren har fortsat og fornyet den gode linje med 6 årlige udgivelser om året med 32 spændende og inspirerende sider pr. nummer. I år har redaktionen fulgt op på læserevalueringen og brugt den som afsæt for at formulere nye succeskriterier, som er kommet på nettet sammen med skrivevejledning og beskrivelse af bladets profil. Som noget nyt har vi fået faste eksterne skribenter, som udvider den aktive kreds omkring bladet. Og redaktionen får stadig flere artikler fra medlemmerne. Det bidrager alt sammen til at højne standarden og professionalisere bladet.
Kommunikationspris 2002
Kommunikationsprisen blev i 2002 gennemført i samarbejde med Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin og Aalund Research. Det gav en vis medieomtale. Priskonferencen i november tog et af tidens mest aktuelle emner op: Corporate Social Responsibility. 109 veloplagte medlemmer dukkede op hos SONOFON og sikrede en rigtig festlig ramme om præmieringen af DSB, som årets fortjente vinder af Kommunikationsprisen og Atlas Publishing, som den fortjente vinder af Danfoss Specialpris.
ERFA-grupperne
I foreningen har vi nu 21 ERFA-grupper. ERFA-grupperne tilfredsstiller medlemmernes behov for fordybelse og faglig udveksling i mindre fora. En række ERFA-grupper er endog særdeles aktive og velfungerende. DKF støtter ERFA-grupperne alt det, vi kan.
Websted
Foreningens websted har haft en flot fremgang i 2002: Fra 127.600 hits i januar 2002 til 173.800 hits i februar 2003. Nogle af de aktiviteter, vi har gennemført i 2002, er ny indholdsstruktur, fora for ERFA-grupper, guide til branchen, online tilmelding, etablering af vidensbank, klummen mv. En lang række tiltag, der skal forbedre service, navigation og indhold på sitet. Resultaterne af brugerundersøgelsen her i marts skal bl.a. bruges til at prioritere indsatsen på webben i det kommende år.
Unge Kommunikatører
Det har været et godt år for UngKom, der har haft medlemstilgang på 30% i 2002 og 9 arrangementer. UngKom har fået en ny grafisk linje (logo), og har forsøgt at intensivere det opsøgende arbejde ved at besøge flere uddannelser ved studiestart. Samarbejdet i UngKoms bestyrelsen har været godt, og derfor er det også næsten hele bestyrelsen, der stiller op til genvalg. Samarbejdet mellem UngKom og DKF har været godt og konstruktivt.
Vækst
Vi har fået opfyldt vores ønske om væsentligt flere medlemmer ved udgangen af 2002. Vi har nu 1753 medlemmer mod 1393 i 2001. Det er ganske imponerende.
År 2003
Ovenstående indsatsområder danner naturligvis også udgangspunkt for de indsatsområder, vi lægger op til for det kommende år. Foreningen er kommet ind i en god gænge med et meget højt aktivitetsniveau. Det kan kun gøres med engagerede og aktive medlemmer i bestyrelse, møde-, uddannelses-, redaktions- og webudvalg. Sonja og Gitte i foreningens sekretariat har haft travlt i 2002. De gør et fantastisk stykke arbejde. Lad os sammen give dem rigtigt travlt også i 2003.
Mange venlige hilsener
På vegne af bestyrelsen
René la Cour Sell
Formand














