GF-Referat 14. marts 2003
Referat
Generalforsamling i Dansk Kommunikationsforening
fredag den 14. marts 2002 kl. 17 – 19
René la Cour Sell bød velkommen til årets generalforsamling
1. Valg af dirigent
Bestyrelsen foreslog Poul Scheuer fra Dansk Industri, som også husede arrangementet. Poul Scheuer blev valgt som dirigent.
Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt varslet og gav ordet til formanden.
2. Bestyrelsens beretning og plan for det kommende år
Formanden indledte beretningen med at præsentere bestyrelse og sekretariat og gøre status på
-
udviklingen i DKF (højt aktivitetsniveau, god vækst i medlemstal og en sund økonomi)
-
situationen i branchen (brancheglidning, flere ledige)
-
faget (uafklaret, flere nye uddannelser, behov for nye konkrete værktøjer og for at holde perspektiv)
Han konstaterede, at 2002 har været et konsolideringsår, hvor vi har fastholdt det høje aktivitetsniveau, koncentreret os om at udbygge vores kerneydelser, og hvor organiseringen af vores arbejde har fundet en effektiv og hensigtsmæssig form.
Derefter præsenterede formanden resultatet af en spørgeskemaundersøgelse gennemført blandt et udsnit af foreningens medlemmer
Medlemmerne mener
I forhold til undersøgelsen i 2000 prioriterer medlemmerne fortsat uddannelse som det vigtigste. Faglig formidling er rykket et par pladser frem i prioriteringen og er sammen med netværk, ERFA-grupper, møder og PR for faget blandt de højest prioriterede områder.
Siden sidste undersøgelse har vi oparbejdet en egentlig kursusvirksomhed. 35 pct. af de adspurgte i dette års undersøgelse har deltaget på et DKF kursus, og 95 pct. angiver, at de har overvejet at deltage i et kursustilbud fra DKF
Den seneste medlemsundersøgelse viser, at medlemmerne fortsat prioriterer kerneydelserne højt. Medlemsbladet Kommunikatøren, medlemsmøder og kurser ligger højst på hitlisten. Medlemsundersøgelsen giver næsten ingen kritik af foreningen, men der er dog stadig nogle, der fremhæver, at prisen på medlemsmøder og kurser er for høj, ligesom der er nogle, der mener, at foreningen mangler synlighed og er lidt tung og løs i profilen. Færre medlemmer fremhæver de negativer sider end de positive.
Det bedste er næsten alle de konkrete forslag til indsatsområder og ideer, fastslog René la Cour Sell. Og fandt det er bemærkelsesværdigt, at vi med en markant fremgang i såvel medlemstal som aktivitetsniveau har kunnet løfte opgaven med samme sekretariat
Derefter gjorde formanden og udvalgsformændene status på de ti indsatsområder for 2002.
Året der gik
Efter generalforsamlingen sidste år vedtog bestyrelsen 11 indsatsområder for 2002. Vi er kommet godt i gang med alle områder, men bestemt ikke i mål konstaterede formanden.
Vækst
René la Cour Sell fremhævede den betydelige medlemsfremgang på 360 nymedlemmer. Medlemmerne fordeler sig i dag med 81 pct. fra Storkøbenhavn, 7 pct. i øvrigt øst for Storebælt,12 pct. vest for Storebælt. Der kommer stadig flere kvinder i foreningen. 61 pct. mod 57 pct. i 2001.
Flere ledige fra 1 pct. i 2000 til 8 pct. i 2002. For at samle op i forhold til de ledige har vi to gange om året udbudt jobsøgningskurser. Hertil kommer, at gå-hjem-møder er gratis for studerende og medlemmer, der er ledige eller på orlov. Endelig har vi som noget nyt fra denne sæson tilbudt ledige medlemmer at deltage på vores kurser til stærkt nedsatte priser, hvis der er plads.
Profilering
I 2002 fik vi rimelig dækning i pressen af vores kommunikationspris, specielt ved samarbejdet med Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin. Et par kommentarer til konkrete sager og et par kronikker blev det også til. Endelig var foreningen i DR’s radioprogram Refleks med kommentarer til tidens kommunikationstendenser. Samlet set må vi dog som professionelle kommunikatører kunne gøre det bedre, konkluderede René la Cour Sell.
Mødeaktiviteter, høj kvalitet
Anders Monrad Rendtorff konstaterede, at vi i 2002 har vi udbudt 22 gå-hjem-møder, hvoraf to blev aflyst (25 i 2001). Tre af møder blev afholdt i Jylland. Deltagerantallet har været stort, i alt var der 831 medlemmer til møderne. Og der har været en god bredde i mødetilbudene, og en gennemsnitlig tilfredshed på 4,0 på en skala fra 1-5. Deltagerne er et bredt spektrum af medlemmer. Tidligere har vi fokuseret på antallet af møder, men i 2002 har vi også arbejdet med kvaliteten. Ligesom vi har søgt at koble møder til temaerne i Kommunikatøren.
Konferencer
Vi har afholdt 2 konferencer i 2002 mod 4 i 2001. 132 medlemmer deltog i konferencen i forbindelse med generalforsamlingen, hvor Statsministeren var på besøg. 109 medlemmer deltog i kommunikationspris-konferencen om Corporate Social Responsibility. I 2002 udbød vi også en lobby-konference, der dog blev udsat til 2003, sagde Anders Monrad Rendtorff.
Egne uddannelsesaktiviteter
Vi har udbudt 34 kurser øst for Storebælt og gennemført 22. I efteråret 2001 fik vi gennemført 11 kurser. I Jylland er der udbudt 10 kurser, men desværre kun gennemført 1. Alle kurserne var med et højt fagligt niveau og rigtigt gode kursusholdere. Vi har haft 265 kursister, der har vurderet kurserne til et gennemsnit på 4,2 på en skala fra 1-5. Essensen i et godt kursustilbud er de dygtige og engagerede kursusledere, sagde Susanne Stormer. Det er dejligt, at vi kan trække på de gode solide kræfter og dermed højne og formidle vores faglighed.
Kompetencegivende uddannelser og efteruddannelse
I løbet af 2002 er der kommet endnu flere kommunikationsudddannelser og også flere efteruddannelser på Masterniveau. Vi vil gerne sikre medlemmerne de bedste tilbud og vil derfor søge at få indflydelse på kvalitet og fagligt indhold på disse, sagde Susanne Stormer. Vi har indledt en systematisk afdækning af udbuddene med henblik på at etablere overblik og afdække eventuelle udviklings- og påvirkningsmuligheder. DKF er repræsenteret i en række råd og nævn bag uddannelserne.
Kommunikatøren
Kommunikatøren arbejder støt og roligt på at løfte kvaliteten, sagde Lisbeth Eckhardt-Hansen. Bladet udkommer 6 gange om året med 32 sider pr. nummer. I år har redaktionen fulgt op på læser-evalueringen og brugt den som afsæt for at formulere nye succeskriterier, som er kommet på nettet sammen med skrive-vejledning og beskrivelse af bladets profil. Som noget nyt har vi fået faste eksterne skribenter, som udvider den aktive kreds omkring bladet, og redaktionen får stadig flere artikler fra medlemmerne. Det betyder, at vi kan stille større krav til os selv, når der er flere til at løfte.
Kommunikationspris
Kommunikationsprisen blev i 2002 gennemført i samarbejde med Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin og Aalund Research. Priskonferencen i november tog et af tidens mest aktuelle emner op: Corporate Social Responsibility. 109 medlemmer dukkede op hos SONOFON og sikrede en rigtig festlig ramme om præmieringen af DSB, som årets fortjente vinder af Kommunikationsprisen og Atlas Publishing, som den fortjente vinder af Danfoss Specialpris.
ERFA-grupperne
Der er p.t. 21 ERFA-grupper i DKF-regi. Branding, Forretningsforståelse, Integreret kommunikation, International intern kommunikation, Intranet, Jobsøgning og karriereudvikling, Kommunikation i projektarbejde, Kommunikationsmåling og –evaluering, Ledelse, Miljøkommunikation, Offentlige kampagner, Offentlig udfordring på internettet, Presserelationer 1, Presserelationer 2, Redaktøren1 , Redaktøren 2, Selvstændig, Strategisk kommunikation, Vestjylland ERFA-gruppe, Virksomhedskommunikation, Århus ERFA-gruppe.
ERFA-grupperne tilfredsstiller medlemmernes behov for fordybelse og faglig udveksling lokalt og i mindre fora. En række ERFA-grupper er særdeles aktive og velfungerende, mens andre er relativt nystartede og skal finde deres form. DKF støtter ERFA-grupperne blandt andet ved at facilitere kontakten gennem eget område på hjemmesiden og møder for tovholderne.
Hjemmesiden
I 2001 etablerede vi CMS-system med stadigt stigende antal hits. I 2002 har vi blandt andet haft fokus på struktur. Vi har således etableret ny indholdsstruktur, fora for ERFA-grupper, guide til branchen, online tilmelding, etablering af vidensbank, klummen samt en række tiltag, der skal forbedre service, navigation og indhold på hjemmesiden. Indsatsen i det kommende år vil blandt andet koncentrere sig om at få et større udbud af indhold på hjemmesiden, herunder blandt andet elektronisk nyhedsservice, sagde Thomas Hertz. Andre fokuspunkter vil være strategiske samarbejder og design. Resultaterne af brugerundersøgelsen her i marts skal bl.a. bruges til at prioritere indsatsen på hjemmesiden i det kommende år
Brugerundersøgelse-status marts 2003
Thomas Hertz fremlagde de første resultater af brugerundersøgelsen af hjemmesiden og konstaterede, at brugerne
- generelt har et godt indtryk af hjemmesiden
- overvejende (3 af 4) bruger hjemmesiden til at holde sig orienteret i branchen. Halvdelen bruger hjemmesiden til at finde relevante kurser og møder
- ’i nogen grad’ finder indhold af relevans (kun for halvdelens vedkommende)
- efterspørger elektronisk nyhedsservice
Derudover har vi fået en række gode kommentarer og konkrete, konstruktive forslag, som også indgår i evalueringen af undersøgelsen og prioriteringen af indsatsen på webben. Undersøgelsen kører frem til 1. april. Derefter vil vi kigge på resultaterne, og prioritere indsatsen på webben, sagde Thomas Hertz og takkede for den flotte svarprocent.
UngKom
Formanden for Unge Kommunikatører Jeannette Serritslev konstaterede, at UngKom har haft en medlemstilgang på 30 pct. i 2002 til 312 medlemmer. 9 arrangementer blev det til i årets løb og en ny grafisk linje. Det opsøgende arbejde på flere uddannelser ved studiestart blev intensiveret. Samarbejdet i UngKoms bestyrelsen har været godt, og det er næsten hele bestyrelsen, der stiller op til genvalg ved GF den 20. marts. Samarbejdet mellem UngKom og DKF har været godt og konstruktivt.
Plan 2003
I respekt for den kommende bestyrelse er planen for 2003 kun en enkelt målsætning og en beslutningsramme: Et aktivitetsniveau minimum på niveau med 2002. Bestyrelseskonference i maj med vedtagelse af en række konkrete indsatsområder.
Formanden afsluttede sin beretning med at rette en tak til de aktive medlemmer, der sidder i de forskellige udvalg og redaktioner (bladet, www, kurser og gå-hjem-møder), og som gør en stor indsats. Og til de sponsorer som i årets løb på forskellig vis har støttet foreningen: Danfoss, SONOFON, Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin, Aalund Business Research (kommunikationsprisen), Netminers (brugerundersøgelse af www), PLS (læserundersøgelse af Kommunikatøren), Observer (nyheder til www), Datagraf (Kommunikatøren og Hvem er hvem?), DI (værtsskab for GF), Kommunikatørerne (film på GF-konference til www) , DA (bestyrelsesseminar), de ansvarlige for kurserne, kursusledere og værterne for gå-hjem-møderne.
Dirigenten gav derefter ordet til forsamlingen for eventuelle kommentarer til beretningen.
Poul Carlsbæk roste bestyrelsen for det flotte arbejde, som den kan være stolt af. Men foreslog samtidig, at foreningen skulle profilere sig lidt mere ved ikke nødvendigvis altid at være så enige, før man udtalte sig.
Eva Kistrup hæftede sig ved den høje ledighed blandt foreningens medlemmer og forslog, at den kommende bestyrelse arbejde på at finde en løsning, der hjælper de unge til at komme gennem en ledighedsperiode og også ud af den.
Leon Østergaard mente, at det var tid til at tænke i nye former for netværk for at få de unge ind, og fandt det tankevækkende, at over halvdelen af medlemmerne ikke har deltaget i et gå-hjem-møde i 2002.
Steen Hillebrecht foreslog, at foreningen brugte mere krudt på at understøtte ERFA-grupperne, hvoraf nogle kunne have brug for lidt fødselshjælp.
Elise Holt lykønskede UngKom med deres nye logo og foreslog, at DKF også fik et nyt.
Mie Femø Nielsen spurgte, om den manglende synlighed i medierne hang sammen med, at formanden var direktør i en anden organisation, som var meget synlig. Og om man havde forholdt sig hertil i bestyrelsen.
René la Cour Sell medgav, at det kan være svært at tegne to butikker på én gang. I bestyrelsen har vi drøftet og taget position på en række emneområder (uddannelse, etik, offentlighedskommission), når muligheden bød sig og udvalgt talspersonerne på de enkelte områder. Vel vidende, at det er bedre at være tre skridt foran, end at løbe efter de muligheder, der byder sig.
Udover de nævnte var der ingen kommentarer til beretningen, som blev godkendt.
3.+4. Kassererens fremlæggelse af det reviderede regnskab, budget for det kommende år og fastsættelse af kontingent
Kassereren fremlagde det reviderede regnskab, som blev godkendt uden kommentarer.
Budget for det kommende år blev fremlagt, og kontingentet blev fastholdt på 1200 kr. for ordinære medlemmer og 300 kr. for studerende og ledige. Budgettet blev godkendt uden yderligere kommentarer.
5. Valg af formand
René la Cour Sell genopstillede som formand og blev valgt.
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer
For første gang i historisk tid måtte der kampvalg til for at besætte de ledige bestyrelsesposter.
Bestyrelsen havde opstillet to kandidater til nyvalg til de to ledige pladser: Professor Anne-Marie Søderberg, Handelshøjskolen i København og kommunikationsdirektør Kenth Kærhøg, Coca Cola Nordic and Baltic Division. Men derudover stillede adm. direktør Claus Noël Bretton-Meyer, Observer Danmark også op. Det betød, at der var seks personer på valg/genvalg til i alt fem pladser.
Markedsføringschef Thomas Hertz, DR stillede op til genvalg og blev valgt ind med 79 stemmer.
Informationschef Birgitte Skou Andersen, Høje-Taastrup kommune - indtrådt efter Sisken Henningsens udtræden - og rådgiver Anders Monrad Rendtorff, Rendtorff Kommunikation - indtrådt efter Lars Schevings udtræden – stillede op og blev valgt med henholdsvis 72 og 70 stemmer.
Derudover blev bestyrelsens kandidater Anne-Marie Søderberg og Kenth Kærhøg valgt som nye medlemmer af bestyrelsen med henholdsvis 73 og 66 stemmer.
Claus Noël Bretton-Meyer fik med 46 stemmer ikke plads i bestyrelsen i denne omgang.
7. Valg af revisor og revisorsuppleant
Arne Jørgensen og Nis Kaper Buch opstillede til posterne som henholdsvis revisor og revisorsuppleant. Begge blev valgt.
8. Indkomne forslag
Der var ingen indkomne forslag. Punktet udgik derfor.
9. Eventuelt
Med baggrund i DKFs formål og resultaterne af medlemsundersøgelsen fra 2000 og 2002 inviterede bestyrelsen til dialog om de væsentligste udfordringer for kommunikationsområdet i de kommende år. Og om, hvordan DKF kan være med til at understøtte medlemmernes virke og faglige udvikling. I summegrupper drøftede medlemmerne følgende spørgsmål.
Vision og indsatsområder i DKF
1. Hvis du var formand for DKF, hvilke forhåbninger, visioner eller mål ville du så udtrykke?
2. Hvad vil gøre DKF til en bedre organisation - giv gerne et konkret bud på, hvordan DKF bedre kan understøtte dit virke og din faglighed?
På bedste Højlundske manér fik Jesper Højberg Christensen følgende kommentarer og spørgsmål fra medlemmerne. Som sidste år var der fortsat stor fokus på foreningens synlighed og profil. Uenigheden om eliten og bredden i foreningen levede tilsyneladende fortsat. Og som noget nyt anbefalede medlemmerne, at DKF tager kampen op mod ledigheden blandt medlemmerne. Input skal blandt andet bruges til at målrette DKFs aktiviteter i det kommende år.
FAT I DE LEDIGE
- praktikformidling
- mentorordning
- målrettede kurser (det første job)
- konferencer/netværk
- cv-database på hjemmesiden
PROFIL – dybere ned i faget, længere ud i verden og frem for alt op af stolene
- Hvad er vi for en forening, hvad vil vi, hvem repræsenterer vi? Har vi et fælles grundlag?
- Behov for klarere faglig bevidsthed, identitet og profil
- Udvikle fokusområder. Kommunikation er andet end forholdet mellem presse og offentlighed
- Klarere professionsfaglighed
- Vi er for pæne og usynlige
- Mere diskussion og debat
- Dybere ned i faget
- Vi skal have en mening og turde give udtryk for den
- Vis jer (bestyrelsen) i medierne
- En synlig og profileret formand
- En talsmand
- Fokus på kerneydelser (professionalisering og etablering af grundlag for at medlemmer kan mødes om aktiviteter)
VÆKST – uenighed om elite og/eller bredde
- Pas på med vækst for vækstens skyld. Vi risikerer, at grundlaget skrider, at vi udvander foreningen. Vi skal være elitære og blive bedre til det, vi er gode til. Elite frem for bredde
- Flere medlemmer. Vi skal være mange og mange forskellige slags. Vi skal være en forening, der rummer de forskellige modsætninger, og hvor der er plads til at diskutere dem. Ingen modsætning mellem elitær og folkelig
- Systematisk medlemshvervning
- Vores styrke og svaghed ligger i medlemmernes forskellighed. Vi skal favne forskelligheden i én identitet og styrke den
MØDER/KURSER
- Et højt fagligt niveau på kurserne med klar segmenterin
- Møder skal være så interessante, at vi faktisk møder op
- Kvalitet frem for kvantitet
AKTIVITETER
- Fødselshjælp til ERFA-grupper (starts-kit, proceskonsulent)
Dirigenten afsluttede generalforsamlingen og takkede for god ro og orden.














