Esben Ørberg

Vi nåede det vi ville - og hvad så?

Kommentar til medlemsdebat af informationschef Esben Ørberg, Dansk Journalistforbund 

Informationsafdelingen helt tæt på - eller en del af - ledelsen! Kommunikatøren som ledelsesrådgiver! Sådan lød vores råb til hinanden i Dansk Public Relations Forening for 20 år siden. Vi kæmpede indædt for at blive accepteret rundt omkring i virksomhederne og organisationerne. Bureauer var der næsten ingen af dengang. Op gennem 80'erne og 90'erne lykkedes det faktisk. Kommunikation blev forstået. Nytteværdien blev bevist. Branchen voksede med i gennemsnit med 100 ansatte om året fra starten af 80'erne, hvor der blot var 500 i alt. I dag er vi anslået 2.500 beskæftigede med public relations i alle dens varianter.

Jeg kan blive helt høj af at tænke på den fantastiske udvikling. Vi gjorde det. Fik kommunikation ind i ledernes tankegang og er blevet selvfølgelige med- og modspillere.

Og hva' så?

På DKF's generalforsamling forleden søgte både formanden René og bestyrelsesmedlem Jesper at finde nye udfordringer - både for faget og for foreningen. Jeg var en af dem, der pippede med med udsagnet om, at vi har
sejret ad helvede til, og derfor i berettiget selvtilfredshed har lidt svært ved at definere og jagte en ny stor udfordring.

Men er det så sølle at konsolidere sig, at blive bedre til dét vi i forvejen er gode til? At udvikle eksisterende modeller - uden at opfinde nye? At versionere kendte koncepter til nye adfærdsændrende opgaver? Nej, vel er det ej. Den store udfordring for pr-branchen ligger efter min mening i at kunne beherske de nye brugergrænseflader og formidlingsformer.

Det er altså værktøjerne, som skal læres til bunds og udvikles. Den teoretiske udvikling af Public Relations er efter min mening/viden sparsom i disse år, men det er udøvernes forståelse for og håndtering af de it-baserede formidlings- og distributionsformer desværre også. Det er her, vi skal blive bedre. Vi skal kunne ramme vores målgrupper døgnet rundt med nye former og formater, og vi skal tænke vildt, når det gælder alliancer og
samarbejdsformer. Dét er udfordringen for os, mens vi endnu rider højt på bølgen af forståelse for effekten af vores håndværksmæssige kunnen.

Og hvad så med Dansk Kommunikationsforening?

Jamen, vi er et spejl af branchen. En branche, som sine steder lider under manglende udvikling og tilbagegang i visse kundesegmenter, men som i det store hele fortsat nyder godt af at være blevet uundværlig. Derfor vokser vi
da også fortsat.

Jeg tror, at vi bl.a. skal se på, hvem vi er. At vi skal erkende, at vi består af både kunder og klienter, af både medarbejdere og chefer. Det forhold, at vi består af medlemmer fra både bureauverdenen og virksomheder/organisationer giver jo en masse dynamik, når vi er sammen. Vores ekstremt forskellige udgangspunkter er netop vores styrke. Vi er jo heldigvis ikke en fagforening, hvis fornemste opgave er at sikre de bedst mulige løn- og arbejdsvilkår. Men vi taler sjældent om forskelligheden. Jo, ved bordene under middagene og de uformelle sammenkomster, men vi har ikke for vane at diskutere disse forskelligheder i identitet. Det kunne være
spændende at få disse roller frem på bordet.

I øvrigt vil jeg fortsat tillade mig, at være begejstret for dét, som vi har opnået og for den udvikling, som vi har oplevet for DKF. Nu skal vi bare have de sidste 1000 potentielle medlemmer med i det gode selskab!