Formandens beretning 2000

 

Dansk Kommunikationsforening
Beretning for år 2000

 

År 2000 har været et godt år for Dansk Kommunikationsforening. Vi har haft betydelig medlemsfremgang og er i dag 1.100 medlemmer. Vi har mere end fordoblet antallet af gå-hjem-møder, der har været særdeles velbesøgte. Kommunikatøren er gået fra 4 til 6 udgivelser om året og fra 24 til 32 sider pr. nummer. Men frem for alt har vi fået systematiseret vores arbejde.

Sidste år efter generalforsamlingen vedtog bestyrelsen en række indsatsområder. Denne beretning tager udgangspunkt i disse indsatsområder. Generelt kan vi konstatere, at vi er kommet godt i vej på de fleste punkter, men træerne vokser, som det vil fremgå, ikke ind i himlen.

 

Indsatsområder i år 2000 - Professionalisering af Foreningens arbejde

Funktionsbeskrivelser og målsætning
For det første arbejder bestyrelsen efter vedtagne indsatsområder. Det er disse indsatsområder, der måles på, og som denne beretning tager udgangspunkt i. For det andet er der udarbejdet funktionsbeskrivelser for ansatte i DKF og for de forskellige bestyrelsesmedlemmer. På baggrund af funktionsbeskrivelserne kan nye bestyrelsesmedlemmer hurtigt danne sig et overblik over opgaverne og de forventninger, der er til jobbet. Hvert år efter generalforsamlingen udarbejder den enkelte, med hensyntagen til de vedtagne indsatsområder, en personificeret udgave af funktionsbeskrivelsen. Denne personificerede funktionsbeskrivelse tager udgangspunkt i den generelle beskrivelse, men indeholder tillige klare mål og succeskriterier for opgaverne. De personificerede funktionsbeskrivelser behandles og godkendes på et bestyrelsesmøde.

Kvartalsbudgetter
Samtidig har vi indført en tættere opfølgning på foreningens økonomi. Da DKF ikke er formuende, er det afgørende, at indtægter og udgifter styres tæt. Vi har i det forgangne år gennemgået alle væsentlige udgiftsposter og har på den baggrund opnået væsentlige besparelser på trykning, moms og udsendelser.

Mødeaktiviteter af høj kvalitet til de enkelte segmenter
I beretningsåret 1999 havde vi 15 gå-hjem-møder - herunder et par konferencer - afholdt sammen med forskellige samarbejdspartnere. I dette beretningsår, 2000, har vi haft 34 gå-hjem-møder, herunder 13 konferencer. Gå-hjem-møderne har været velbesøgte, 50 - 60 deltagere i snit, og det har ikke været nødvendigt at aflyse et eneste. Vi har dog ikke fået indført en segmentering af møderne. Endelig har der været for få møder vest for Storebælt.

 

Målrettede kursusaktiviteter
Medlemsanalyser viser, at det netop er på uddannelsesområdet, at medlemmerne føler, at DKF kan spille en større rolle. På dette område lever vi bestemt ikke op til ambitionerne. Men bestyrelsen har udarbejdet og vedtaget et strategipapir om vores kursus og uddannelses-aktiviteter til implementering i det nye år. Strategien er tredelt. Første del handler om erfaringsudveksling, herunder gå-hjem-møder og ERFA-grupper. Anden del handler om at udvikle og tilbyde medlemmerne korte, prisbillige, men fagligt kompetente kurser om relevante emner. Tredje del handler om at arbejde for kompetenceudviklingstilbud til medlemmerne – MBA eller diplomuddannelse.

 

Fra kommende sæson deler vi møde- og uddannelsesudvalget i to separate udvalg. Mødeudvalget tager sig af gå-hjem-møder, konferencer og ERFA-grupper. – Uddannelsesudvalget skal arbejde med strategiens to sidste elementer. I det forgangne år har vi fået udarbejdet et koncept for kurserne. Planen er, i DKF regi, at markedsføre en række kurser her i foråret med start til efteråret. Samtidig er det tanken at fortsætte samarbejdet med de samarbejdspartnere, der i dag tilbyder diverse kurser.

 

I det forgangne år har vi været i dialog med en række uddannelsesinstitutioner om kompetencegivende efteruddannelse. De uddannelsesinstitutioner vi har været i dialog med er: Syddansk Universitet i Odense, Roskilde Universitetscenter, Københavns Universitet og Handelshøjskolen i København. Flere steder arbejder man på en MBA i kommunikation, diplomuddannelse eller lignende. DKF har stillet sig til rådighed for rådgivende udvalg og medvirken i udviklingsprocessen. Københavns Universitet påregner at starte en MBA i kommunikation fra sommeren 2002. Samme tid starter en ny bacheloruddannelse i virksomhedskommunikation på Handelshøjskolen. Begge dele kan vise sig meget interessante for DKF.

 

Kommunikatøren som debat og udviklingsdriver
Kommunikatøren har skiftet layout og leverandør. Og kommer nu seks gange om året. Medio februar, april, juni, august, oktober og medio december. Sideantallet er oppe på hele 32 sider. Og den meget velfungerende redaktionsgruppe har opstillet ambitiøse succeskriterier. Økonomisk er der sket det, at vi ved at skifte leverandør og forhandle med Post Danmark om udsendelsesvilkårene nu får flere numre med flere sider for færre penge. Det er lige ved, at hvert nummer løber rundt gennem de annoncer, vi får solgt.

 

Nyhedsbrevet den faste linie
Nyhedsbrevet udkommer 11 gange om året (- juli). Det er den faste kontaktlinie til medlemmerne. Sammen med Nyhedsbrevet udsendes indkaldelser til gå-hjem-møder, samt diverse annoncebilag. På sigt vil det være hensigtsmæssigt at Nyhedsbrevet kommer elektronisk, men for nærværende bidrager Nyhedsbrevet stærkt til DKFs økonomi via de annoncebilag, der sendes ud. Selve Nyhedsbrevet skal vi dog arbejde mere med. Vi har ikke i år 2000 formået at få tilstrækkelig, ambitiøs plan med Nyhedsbrevet. Ej heller har vi fået en bevidst strategi og arbejdsdeling mellem vores medier. Dette er et punkt, vi skal arbejde med.

 

Tids- og afsendersvarende WEB-sted
DKF har i dag et velbesøgt websted. Men vi har ambitioner til mere. DKFs websted skal være en aktiv og levende kommunikationskanal, der giver medlemmerne og alle andre i branchen og med interesse for faget adgang til aktuel og faktuel information. Webstedet skal gøres mere moderne og dynamisk. Og interaktivt - med tiden skal man kunne bestille kurser, litteratur, tilmelde sig gå-hjem-møder osv. Vi er derfor i gang med at restrukturere og redesigne vores websted og skifte til en mere tidssvarende databasebaseret platform. Her udover undersøger vi samarbejdsmuligheder med forskellige leverandører af indhold.

 

Målt og høj medlemstilfredshed
Ambitionen i år har været at koncentrere os om at tilfredsstille eksisterende medlemmer og måle på tilfredsheden med ALLE vores tilbud og vores virke. Efter hvert gå-hjem-møde har vi derfor fået udfyldt evalueringsskemaer, og der er lagt op til læserundersøgelser af både Nyhedsbrev og Kommunikatøren.

To gange i det forgangne år har vi udsendt spørgeskema til et repræsentativt udvalg af medlemmer for at få en måling på tilfredshed.

 

Markere foreningen i offentligheden
Et indsatsområde vi har forsømt. Det er ganske sparsomt, hvordan vi har fået markeret DKF i offentligheden. I forbindelse med et par etiksager har vi haft udtalelser i dagbladene. Det er også blevet til en kronik til Lederen i februar samt til Kommunikationsforum. I forbindelse med prisuddelingen fik vi nogen omtale – men langt fra, hvad sagen fortjente. Ambitionen om systematisk at få afdækket mulige og relevante positioner, DKF bør have, samt varetage en hensigtsmæssig udmelding, er vi ikke kommet frem til endnu.

 

Afdække det etiske grundlag
Vi har afdækket de kodekser, love og bekendtgørelser m.v., vi som branche bør forholde os til. Emnet har været tema i Kommunikatøren, og samtlige lov- og bekendtgørelsestekster er tilgængelige på www:kommunikationsforening.dk .

 

Fastholde og derefter vokse
Vi har i forgangne periode sagt farvel til små 100 tidligere medlemmer og goddag til 300 nye. Vi har systematisk undersøgt årsagen til, at folk har sagt farvel. Farvel-grundene er for hovedpartens vedkommende, at folk har skiftet branche og ikke længere arbejder med kommunikation, alternativt er de pensioneret, eller også har de ikke kunnet få betalt medlemskabet af arbejdspladsen.

 

År 2001
Ovenstående indsatsområder danner naturligvis også udgangspunkt for de indsatsområder, vi lægger op til for det kommende år. De nye indsatsområder ser vi frem til at få debatteret på generalforsamlingen.

Mange venlige hilsener
På vegne af bestyrelsen

René la Cour Sell
Formand