Involverende intern kommunikation


16. april 2012
Gå-hjem-møder

Brug et par timer på at høre, hvordan intern kommunikation kan skabe involvering blandt medarbejderne

 

NNIT: Liv i forretningsstrategien

Lars Blume Schackinger  NNIT’s forretningsstrategi er en tyk moppedreng, som for det meste gemmer sig i skuffen under direktørens mahognibord. Kom og hør, hvordan NNIT fik kogt strategien ned til et enkelt budskab og blev kommunikeret ud til virksomhedens 1700 medarbejdere i fem lande. Og hvordan både hårde økonomiske mål og bløde kultur-aktiviteter blev samlet under én hat og kommunikeret ud som en del af forretningsstrategien. Hør hvordan ledertræning, intranet, video­er, medarbejderblade og andre interne kanaler blev brugt for at få budskabet op af skuffen.

LARS BLUME SCHACKINGER, ansvarlig for intern kommunikation i NNIT.  


MAN Diesel & Turbo:
Skab liv i den interne kommunikation

Anders Kryger 

MAN Diesel & Turbos udlandsorganisation var ikke velrepræsenteret i koncernens interne medier. Der var ingen fællesskabsfølelse. Der blev delt for lidt viden, og på den måde gik man glip af synergieffekter. Derfor skulle der skabes en fornuftig balance mellem hjemmeorganisation og udlandsorganisation i den interne kommunikation, for at få firmaet til at fungere som én global organisme. Hvordan får man en udlandsorganisation med 3.000 kolleger spredt over hele verden til at kommunikere? Hør hvordan MAN Diesel & Turbo gjorde da de startede deres globale interne kommunikationsnetværk.

ANDERS KRYGER, intern kommunikationschef i MAN Diesel & Turbos danske filial.


OPEN: Sæt medarbejderen i centrum

Peter Braasch  Den foretrukne kommunikationsform internt i store virksomheder og organisationer har traditionelt været præget af Top-Down tænkning. Flere og flere virksomheder er dog begyndt at benytte involverende og aktiverende kommunkationsformer til at drive forandringer igennem i organisationen. Ved at vende kommunikationen på hovedet og inddrage medarbejderne selv i kommunikationen bringer man medarbejdernes egne erfaringer, ideer og viden i spil. Hør hvordan aktiverende kommunikationsformer kan bruges til at sikre ejerskab og skabe forandringer ude i organisationen.

PETER BRAASCH, managing partner i kommunikationsfirmaet Open.


Der vil være rig mulighed for at stille spørgsmål og udveksle egne erfaringer på feltet.

 

Ordstyrer: ULRIK GRIMSTRUP, DSB og medlem af DFKs mødeudvalg.

 
16. april 2012     17.00 - 19.00
Sted: MAN Diesel & Turbo, Teglholmsgade 41, København SV (i Medarbejderhuset til højre efter porten)
Arrangør: DKF GÅ-HJEM-MØDE
Efter de tre indlæg og debatten byder MAN Diesel & Turbo på en sandwich og lidt at drikke.
Pris for medlemmer af DKF 200 kr. Ikke-medlemmer 350 kr. Studerende, ledige og pensionerede medlemmer af DKF deltager gratis, når kontingentet er betalt.
Tilmeldingsfrist: 15. april 2012
 
Tilbage